De af fleste af jer, som følger med i TV2s fortløbende nissedokumentar, den lidt farverigt betitlede "Tinkas juleeventyr", vil vide, at Nisseforskningen for længst har påvist, at forløbet omkring Kong Storm naturligvis er inspirationen bag tredje bind af Tolkiens "Ringenes Herre", som jo netop henter sin titel, "Kongen vender tilbage", fra den begivenhedsrække, som står i centrum af dokumentarens narrative linje. 1/
Men et andet spørgsmål kæmper forskningen stadig med, og der geråder absolut uklarhed om et bestemt led i det i øvrigt veldokumenterede forløb. Spørgsmålet vedrører naturligvis melodien til den magiske sang, som hvert år fornyer nissernes magi.
Forskningen har - efter at have nærstuderet såvel melodiline som harmonik - slået fast, at melodien er den samme, som C.E.F. Weyse omkring 1837 satte på N.F.S. Grundtvigs forkortelse af sin såkaldte "Barnesang", "Dejlig er den Himmel blaa" (1811). 2/
Det er der naturligvis i sig selv ikke noget underligt i, al den stund Grundtvig - som fremlagt i en tidligere dokumentarserie, "Pagten" - havde en langvarig forbindelse til Danmarks nisser.
Imidlertid efterlader melodien et centralt kronologisk-historisk forskningsspørgsmål.
Hvilken melodi blev brugt til den årlige fornyelse af nissernes magi FØR 1837?
3/
Forskningen har traditionelt ment, at der blev brugt en anden melodi, end den Weyse satte på Grundtvigs salme.
Men nyere magicomusikalske undersøgelser har påvist, at melodi og magisk effekt er intimt samhørige, og derfor anses dette svar i dag som oftest for forældet. 4/
I stedet nævntes tre muligheder som den mest oplagte bud.
1) Nisserne havde slet ikke nogen magi, før Weyse skrev melodien i 1837, og den berømte Over-Nissemagus Wilma Flethår opdagede, at Nisserne kunne få magi igennem den - for det havde de altid sådan ønsket sig. 5/
2) Nisserne havde magi engang, men de havde simpelthen glemt melodien, og da de så hørte Weyses melodi, blev de så glade, for det var LIGE den melodi, de manglede for at få magien igen, selvom de faktisk ikke havde haft magi de sidste 1.837 år. 6/
3) Weyse har slet ikke skrevet melodien. Han havde bare hørt sin mor synge den en gang om året sammen med nissekongen. Så derfor blev han SÅ glad, da Grundtvig, som var tonedøv, ved et uheld kom til at skrive en salme, som passede til nissernes melodi.
Efterfølgende "glemte" han at kreditere nisserne, men, I ved, "shit happens", og der var alligevel ikke rigtig regler for copyright. 7/
Spørgsmålet er hidtil uafklaret, men Institut Nisselære og Anvendt Magi har indkaldt til et symposium for at afklare svaret i december 2025.
Da akademikere er, hvad de er, forventes der ikke et egentligt svar på spørgsmålet i symposiets forløb, men derimod stadig nye forslag til, hvad der OGSÅ kunne være forklaringen. 8/8
Prøver du at antyde, at Weyse har planket melodien fra nisserne?
Er Weyse måske endda en overløbernisse?
Jeg har aldrig set Tinka, men jeg er akut bevidst om musikkens magi, så jeg sætter pris på din rapportering af dette mysterium.
Edit: Jeg skrev dette som et svar på toot 4/, og jeg kan se at du allerede har dækket nogle af mine overvejelser.
Mistanken er naturligvis nærliggende